English
stringlengths
1
66.1k
Other Language
stringlengths
1
126k
@mar3e: The Muslim Brotherhood will not have a future anymore.
@mar3e: Broderskabet har ingen fremtid længere.
The blood spilled will dissolve their brotherhood and they will be banished from political life
Blodsudgydelserne vil opløse deres gruppe, og de vil blive forvist fra det politiske liv.
The clashes continue at the time of filing this post.
Sammenstødene fortsætter efter dette indlægs afslutning.
Turkmens Appalled, J Lo Performs for Their President's Grand Birthday · Global Voices
Turkmenere i chok: J-Lo optræder til deres præsidents store fødselsdag. (Alle links er på engelsk, medmindre andet er angivet)
Turkmenistan's President Gurbanguly Berdymuhamedov got a fine 56th birthday present at the end of last month in the form of a concert starring Jennifer Lopez held at Turkmenistan's $2 billion state palace.
Turkmenistans præsident Gurbanguly Berdymuhamedov fik en fin 56-års fødselsdagsgave i slutningen af sidste måned i form af en koncert med stjernen Jennifer Lopez, afholdt i Turkmenistans 2 milliarder dollar dyre statspalads.
But many ordinary Turkmens registered disgust at the display of opulence in a country where the average salary hovers around $200 per month.
Men mange blandt de almene turkmenere følte afsky ved demonstrationen af overflod i et land, hvor den gennemsnitlige løn ligger omkring de 200 dollars pr. måned.
Turkmen singers also performed at the June 28 concert.
Turkmenske sangere optrådte også ved koncerten d. 28. juni.
Performers thanked the leader for his tremendous accomplishments and the refrain "Arkadaga şöhrat!"
De optrædende takkede lederen for hans enorme resultater, og omkvædet ”Arkadage ᶊörat!”
(Great Majesty Protector!) was repeated again and again during the celebrations.
(Storslåede Majestætiske Beskytter!) blev gentaget igen og igen under fejringen.
For her part, J-Lo screamed "TURKMENISTAN" into the microphone and sang Happy Birthday Mr. President.
Som sit bidrag, skreg J-Lo ”TURKMENISTAN” ind i mikrofonen og sang Happy Birthday Mister President.
Several outlets reported that her presence was paid for by one of China's leading energy companies China National Petroleum Company (CNPC) in their attempts to woo the gas-rich republic.
Adskillige kilder rapporterede, at hendes tilstedeværelse var betalt for af et af Kinas førende energiselskaber CNPC (China, National Petroleum Company) i deres forsøg på at smigre den gasrige republik.
Lopez later denied knowledge of Turkmenistan's appalling human rights record via her publicist.
Lopez afviste senere via sin manager at have kendskab til Turkmenistans rystende brud på menneskerettighederne.
Among commentators on the Turkmen Chronicles newsblog, a site run by Turkmen exiles, the harshest criticism was reserved not for J-Lo but Berdymuhamedov and his alleged use of public assets for personal pleasure.
Iblandt kommentatorerne på nyhedsbloggen ”Turkmen Chronicles”, en hjemmeside drevet af turkmenere i eksil, var den hårdeste kritik ikke møntet på J-Lo, men Berdymuhamedov og hans påståede brug af offentlige midler til personlig fornøjelse.
Pippa commented :
Pippa kommenterede :
That Gurbanguly should burn for stealing public money.
At Gurbanguly skulle brænde op for at stjæle offentlige penge.
And this stolen money will not not bring happiness to these singers...
Og disse stjålne penge giver ikke glæde til sangerne...
Another commentator, "halk" expressed indignation :
En anden kommentator, "halk", udtrykte bitterhed :
The people are having a hard time finding work and studying abroad, but you have no shame in inviting Lopez to your birthday.
Folket har det svært med at finde arbejde og komme til udlandet for at studere, men du har ingen skam i at invitere Lopez til din fødselsdag.
Everyone is laughing at us.
Alle ler af os.
If you don't feel ashamed, I will feel ashamed for you. )
Hvis ikke du er flov, er jeg flov på dine vegne.)
One popular rumor is that J.Lo was paid $1.5 million for her short performance.
Et populært rygte er, at J-Lo blev betalt 1,5 millioner dollars for sin korte optræden.
Jennifer Lopez (image via wikimedia, creative commons)
Anonim skrev :
While some netizens were comforted by the idea that J-Lo's performance was coming out of CNPC's pocket, rather than Turkmenistan's budget, many others felt sure that it was just a way to secure an even larger stake in the country's gas sector at a knockdown price. Atsyz supported the decision to get J-Lo on board: All these organizations that criticize Turkmenistan should focus on their own country!
Alle disse organisationer, der kritiserer Turkmenistan, skulle fokusere på deres egne lande!
If CNPC sponsored , why worry - what is bad about this !)
Hvis CNPC støttede , så hvorfor bekymre sig – hvad er der galt med det! )
Generalitet responded
Generalitet tilføjer
(CNPC sucks our blood, and it will get 10 times more money back!
(CNPC suger vores blod, og kommer til at få 10 gange så mange penge tilbage!
Berdy closes his eyes to that fact.)
Berdy lukker sine øjne for det faktum.)
Another Atsyz got mad at what the first Atsyz wrote and tried to make it clear that in the final reckoning, the money to pay for J-Lo was still coming out of Turkmenistan:
En anden Atsyz blev sur over, hvad den første Atsyz skrev og prøvede at gøre det klart, at i regnskabets time, vil de penge, der blev betalt for J-Lo, stadig komme fra Turkmenistan:
(CNPC will get several times that money back. do not be stupid. why can't you see the motives behind this action)
(CNPC kommer til at få de penge adskillige gange tilbage, vær ikke dum. Hvorfor kan I ikke se motiverne bag denne aktion)
George Camm, who blogs at eurasianet.org, analyzed why CNPC might offer J.Lo as a bribe to the Turkmen leader.
George Camm, som blogger på eurasianet.org, analyserede, hvorfor CNPC måske tilbød J-Lo som bestikkelse til de Turkmenske ledere.
China is enormously dependent on external sources of energy, writes Camm and Turkmenistan sits on the fourth-largest known gas reserves in the world.
Kina er enormt afhængig af eksterne kilder af energi, skriver Camm, og Turkmenistan sidder på den fjerde største kendte gasreserve i verden.
For Turkmenistan, China is an excellent option to diversify gas exports.
For Turkmenistan er Kina en perfekt mulighed for at sprede deres gaseksport.
Camm added:
Camm tilføjer:
Importantly for Berdymukhamedov, the pipeline helps him diversify: Previously most of Turkmenistan’s gas infrastructure pointed toward Russia, where it was bought at discount rates.
Af vigtighed for Berdymukhamedov, hjælper rørledningen ham med spredningen. Førhen pegede det meste af Turkmenistans gasinfrastruktur mod Rusland, hvor den blev købt for discountpriser.
Unlike western states, China also helps the Turkmen government by ignoring Ashkabad's flagrant human rights abuses, manipulated elections, restricted freedom of speech, and serious issues with the rule of law.
Ulig de vestlige lande, hjælper Kina også den Turkmenske regering ved at ignorere Ashkabads åbenlyse menneskerettighedsovertrædelser, manipulerede valgafstemninger, undertrykkelse af ytringsfriheden og seriøse lovovertrædelser.
Over at the Turkmen Chronicles news blog Aman aga concluded :
Ovre på nyhedsbloggen Turkmen Chronicles konkluderede Aman aga:
We are not ready for listening to music in Turkmenistan right now, we have many serious issues that must be dealt with, and if you understand reality, you will know it is not a time to throw parties.
Vi er ikke i en tid lige nu i Turkmenistan, hvor vi skal lytte til musik, vi har mange seriøse problemer, der skal tages hånd om, og hvis du forstår den virkelighed, vil du vide, at det ikke er tidspunktet at afholde fest.
On July 4 Human Rights Watch suggested Jennifer Lopez should donate the proceeds from her part in Berdymuhamedov's birthday bonanza to charity.
Den 4. juli foreslog Human Right Watch Jennifer Lopez, at hun skulle donere indtægterne fra sin del i Berdymuhamedovs fødselsdagsabegilde til velgørenhed.
The singer is yet to respond to the offer.
Sangerinden mangler endnu at kommentere på det forslag.
Exploring India's History Through Family Photos · Global Voices
Dyk ned i Indiens historie gennem familieportrætter
The Indian Memory Project website describes itself as "a visual and oral history of the Indian subcontinent via family archives".
Hjemmesiden for the Indian Memory Project, som fotografen og designeren Anusha Yadav startede i 2010, beskrives som "en visuel og mundtlig fortælling om det indiske subkontinent via familiearkiver".
Started in 2010 by photographer and designer Anusha Yadav, it is an online, curated collection of photos contributed by members of the public.
Det er en online samling af billeder, som befolkningen har bidraget med.
Contributors also tell the story behind each image.
Bidragyderne fortæller, hvilken historie der ligger bag hvert billedet.
Global Voices spoke to Anusha Yadav about what inspired her to set up the website, and how it works.
Global Voices snakkede med Anusha Yadav om, hvad der inspirerede hende til at starte hjemmesiden og hvordan den virker.
Global Voices (GV): What gave you the idea to start the Indian Memory Project?
Global Voices (GV): Hvad gav dig ideen til at starte the Indian Memory Project?
Anusha Yadav (AY): Photographs have always grabbed my attention in a museum, in books or at someone's house.
Anusha Yadav (AY): Fotografier har altid fanget min opmærksomhed på museer, i bøger eller i folks hjem.
I was brought up in Jaipur, the royal capital of Rajasthan, although during my childhood all that was left behind were well-maintained and guarded structures and palaces of heritage.
Jeg voksede op i Jaipur, delstaten Rajasthans hovedstad, hvor alt hvad der var blevet efterladt fra min barndom var velbevarede og beskyttede bygninger og historiske paladser.
My own school, the Maharani Gayatri Devi School, had the queen’s own museum of personal photographs and accessories.
Den skole jeg gik på, Maharani Gayatri Devi-skolen, havde dronningens egne private fotografier og ejendele.
When I visited my friends’ homes I would gaze wide-eyed upon living room tables and walls embellished with images of royals, elites or just simple traditional families.
Når jeg var hjemme og besøge mine venner, ville jeg stirre med store øjne på dagligstueborde og vægge, hvor der var billeder af de royale, eliten eller bare almindelige familier over det hele.
At my own home, we would spend holidays repeatedly projecting my late father’s images on the wall, photographed when we lived in London, UK and Portland, USA.
I mit eget hjem viste vi altid mine fars feriebilleder på væggen vha. en projektor. Billeder der var blevet taget, mens vi boede i London, Storbritannien og Portland i USA.
I would relive what I considered the happiest of my memories, insisting that my mother repeat all the adventures of our lives there.
Jeg genoplevede, hvad jeg betragtede som de lykkeligste minder, og jeg blev ved med at insistere på, at min mor skulle genfortælle alle vores oplevelser fra stedet.
Paintings did not inspire me as much as photographs.
Malerier inspirerede mig ikke nær så meget som fotografier.
Paintings were imagined, fictional even, but photographs were real and much more exciting because they were closest to the truth.
Malerier er fantasifulde, endda opdigtede, mens fotografier er virkelige og meget opsigtvækkende, fordi de er tættest på sandheden.
With every image that made me pause, I would find myself travelling in time, wondering about the subjects and their lives and experiences.
Ved hvert billede som fik mig til at stoppe op, begyndte jeg at rejse i tid, mens jeg forestillede mig personernes liv og oplevelser.
Image contributed to the Indian Memory Project by Laxmi Murthy, Bangalore: "My great-grandparents (right) with the Chennagiri family, Tumkur, Mysore State (now in Karnataka), circa 1901."
Billede givet til the Indian Memory Project af Laxmi Murthy, Bangalore: "Mine oldeforældre (højre) sammen med Chennagiri-familien, Tumkur, i staten Mysore (som nu hedder Karnataka), omkring 1901."
Used with permission.
Billedet er brugt med tilladelse.
From 1992 to 2006, I attended the National Institute of Design at Ahmedabad, worked with several graphic design and advertising firms, and travelled and lived in different parts of the world and of India.
Fra 1992 til 2006 gik jeg på Det Nationale Design Institut, der ligger i Ahmedabad, hvor jeg arbejdede med forskellige grafiske designere og reklamebureauer og rejste til og boede flere forskellige steder i verdenen og i Indien.
Photography and images by then had become exceptionally important to me.
Fotografering og billeder var allerede blevet enormt vigtige for mig.
I felt that with photographs I understood the world better.
Jeg følte at jeg med fotografier, havde en bedre forståelse for verden.
In 2006, I attended the University of Brighton to study for a masters in photography, but lack of finances made me abandon it after a semester and return to India.
I 2006 gik jeg på the University of Brighton for at få en kandidatgrad i fotografering, men jeg blev nødt til at droppe ud og flytte tilbage til Indien efter et semester på grund af økonomiske årsager.
In 2007, I continued working as a photographer and book designer, and I also began suggesting ideas for coffee table photo books to publishers.
I 2007 arbejdede jeg stadig som fotograf og bogdesigner, og jeg begyndte samtidig at komme med ideer til coffee table books til forlæggere.
One of the ideas came from an observation that I had made many years before, that almost everyone in this world owns at least one personal photograph.
En af ideerne kom efter, at det gik op for mig for mange år siden, at alle havde mindst et personligt foto.
In India most common family photographs are of weddings, an event that is always photographed. If people can’t afford that, the newlyweds are photographed right after the wedding.
I Indien er de mest almindelige familiefotos fra bryllupper, der er en begivenhed, hvor der altid bliver taget billeder, og selvom folk muligvis ikke har råd til det, så bliver de nygifte fotograferet umiddelbart efter brylluppet.
Both types of photos act as proof of marriage.
Uanset hvad, så fungerer billederne som et bevis på ægteskabet.
To explore and document India's immensely diverse culture and identity through these very personal images of weddings, attire, traditions and forgotten ceremonies seemed a fantastic book in the making.
Det at udforske og dokumentere Indiens utroligt forskelligartede kultur og identitet gennem disse meget personlige billeder af bryllupper, klæder, traditioner og glemte ceremonier, virkede derfor som en fantastisk idé til en ny bog.
As if by divine design, Facebook had just introduced a photo-sharing platform, and it was to mark the beginning of crowdsourcing images and stories.
Det var som en guddommelig indgriben, at Facebook lige havde introduceret en ny fotodelingsplatform, der vil komme til at betyde begyndelsen på crowdsourcing af billeder og historier.
I started a group and called for images from family, friends and the public, and asked that along with these images they give some details.
Jeg startede en gruppe, hvor jeg bad familie, venner og andre om at lægge billeder ud og bad dem dem om at fortælle lidt om deres billeder.
The contributors themselves were one step ahead and wrote more than just wedding stories.
Bidragyderne var allerede et skridt foran og fortalte mere end bare bryllupshistorier.
They mentioned events that immediately formed categories in my mind, such as the India/Pakistan/Bangladesh partition, the British empire, migration, love, marriage and friendships, battles and world wars, professions and businesses, and ordinary and extraordinary family lives.
De beskrev begivenheder, der i mit hoved med det samme blev opdelt i flere kategorier, såsom den Indiske/Pakistanske/Bangladeshiske deling, Det Britiske Imperium, migration, kærlighed, ægteskab og venskab, kampe og verdenskrige, job og karriere og ordinære og ekstraordinære familieliv.
Each photograph came with a riveting anecdote about lives, families, grievances and accomplishments, emerging as a collective story of a nation and a subcontinent.
Hvert billede kom med en medrivende anekdote om folks liv, familier, kvaler og bedrifter, der formede sig til en samlet historie om en nation og et subkontinent.
The idea behind Indian Memory Project had snapped into place.
The Indian Memory Project havde taget sin form.
Image contributed to the Indian Memory Project by Sawant Singh, Mumbai: "My grandmother Kanwarani Danesh Kumari, Patiala, Punjab, circa 1933."
Billedet er givet til the Indian Memory project af Sawant Singh, Mumbai: "Min bedstemor Kanwarani Danesh Kumari, Patiala, Punjab, omkring 1933."
Used with permission.
Billedet er brugt med tilladelse.
GV: Are there limitations to the material you accept?
GV: Er der nogle begrænsninger på, hvad du accepterer af materiale?
AY: All Images and stories must be from before 1991.
AY: Alle billeder og fortællinger skal være fra før 1991.
That is when images - because of one-hour photo booths, or later as digital - began to become less deliberate.
På dette tidspunkt begyndte billeder - til dels på grund af fotokabiner og senere på grund af digitalisering - at blive mindre opstillede.
It doesn't mean the images from the 21st century shouldn't be documented, but we do have two centuries to cover before that.
Dette betyder dog ikke, at billeder fra det 21. århundrede ikke skal dokumenteres, men der er altså to århundrede før det, som lige skal dækkes.
I am also more interested in deliberate images, as they make for better and far more accurate stories.
Jeg er desuden mere interesseret i opstillede billeder, da man kan få nogle mere nøjagtige fortællinger ud af dem.
GV: Do you receive contributions from outside of India?
GV: Får du bidrag uden for Indien?
AY: Yes, I do.
AY: Ja, det gør jeg.
So far I have received around 20 images and stories from people abroad, from places such as South Africa, Australia, the UK, Pakistan, Bangladesh and the USA.
Indtil videre har jeg modtaget 20 billeder og fortællinger fra udlændinge blandt andet fra Sydafrika, Australien, Storbritannien, Pakistan, Bangladesh og USA.
The project welcomes images and stories as long as there is an Indian context.
Jeg tager gerne imod billeder til projektet, bare så længe der er en forbindelse til Indien.
Image contributed to the Indian Memory Project by Nate Rabe, Melbourne, Australia: “My friends, Jeff Rumph, Martyn Nicholls, and I (centre), an unknown boy and my father, Rudolph Rabe (right), Dehradun, Uttar Pradesh (now Uttaranchal), June 1975.”
Billedet er givet til the Indian Memory project af Nate Rabe, Melbourne, Australien: “Mine venner, Jeff Rumph, Martyn Nicholls, og mig selv (i midten), en ukendt dreng og min far, Rudolph Rabe (til højre ), Dehradun, Uttar Pradesh (der nu hedder Uttaranchal), juni 1975.”
Used with permission.
Billedet er brugt med tilladelse.
GV: What is your favourite photograph and story currently on the site?
GV: Hvilket billede og hvilken historie fra hjemmesiden er i øjeblikket din favorit?
AY: The latest post is usually my favorite post until another comes along!
AY: Det der senest er blevet lagt op er som regel min favorit, indtil noget nyt kommer!
Each post is a favourite because it is another clue in our attempt to trace India's history.
Hvert indlæg er en favorit, fordi det giver en ny brik i vores forsøg på at samle Indiens historie.
The ease with which people reveal family secrets or previously unmentioned or suppressed narratives is also very interesting to me.
Den lethed, hvormed folk fortæller om familiehemmeligheder og ikke førhen omtalte eller undertrykte historier, synes jeg også er vældig interessant.
How much people are prepared to say reflects how our society is evolving.
Hvor meget folk er klar til at sige, fortæller noget om, at vores samfund udvikler sig.
This video introduces the Indian Memory Project:
Denne video introducerer det Indiske Memory-projekt:
Saudi Activist Slapped With Sudden Travel Ban at Airport · Global Voices
Saudisk aktivist nægtet udrejsetilladelse
Saudi activist and journalist Iman AlQahtani was denied the right to leave Saudi Arabia.
Den saudi-arabiske aktivist og journalist Iman AlQahtani blev nægtet retten til at forlade Saudi-Arabien.
She announced that in a tweet late last night, after being prevented from traveling to Turkey.
Det meddelte hun i en tweet sent i går aftes, efter at hun var blevet forhindret i at rejse til Tyrkiet.
Al-Qahtani is an outspoken human rights activist and journalist.
Al-Qahtani er en udtalt menneskerettighedsaktivist og journalist.
She has drawn the state's attention after expressing her strong support for Abdullah al-Hamid, Mohammad al-Qahtani and their organization The Association for Civil and Political Rights, during their trial for “breaking allegiance to the ruler and his successor” and “trying to impede the country’s developments”.
Hun har tiltrukket sig statens opmærksomhed efter at have udtrykt sin stærke støtte til Abdullah al-Hamid, Mohammad al-Qahtani og deres organisation The Association for Civil and Political Rights under deres retssag for “at bryde troskabet til regenten og hans efterfølger” og for at “forsøge at hæmme landets udvikling”.
Earlier this year, they had been sentenced to 11 and 10 years in prison respectively.
Tidligere i år var de blevet idømt henholdsvis 11 og 10 år i fængsel.
On Twitter, she announced :
På Twitter meddelte hun :
I was traveling from Dammam Airport to Istanbul and I was forbidden to travel.
Jeg skulle rejse fra Dammam Lufthavn til Istanbul, og jeg blev nægtet udrejse.
I have been informed of my travel ban, then asked to wait at the passport office.
Jeg blev informeret om mit rejseforbud, og så bedt om at vente ved paskontoret.
Iman Al Qahtani.
Iman Al Qahtani.