English
stringlengths
1
66.1k
Other Language
stringlengths
1
126k
And those of us sequestered in our cardboard boxes became subject to choices and uncertainties which mirrored those being experienced by the city itself.
Og de af os, som havde forskanset os i vores papkasser blev genstand for valg og uklarheder, som afspejlede det byen selv gennemgik.
We had to chose between remaining captive in a self-imposed refugee centre, in an atmosphere of fear and the resistance of change; and liberating ourselves from that places in which we walled ourselves and our possessions, moving towards the others, joining them in the revolution with all its pain and sharing with them the anxiety and fear of barrels falling from the sky.
Vi var nødt til at vælge mellem at forblive fanger i selvvalgte flygtningecentre med en atmosfære af frygt og modstand mod forandringer; eller at befri os selv fra disse steder, hvor vi havde buret os inde med vores ejendele, og nærme os andre for at slutte os til dem i revolutionen med al dens smerte og dele angsten og frygten med dem.
We complained constantly about all the friends we left on the other side whom we can no longer see.
Vi klagede konstant over alle de venner, vi havde forladt på den anden side og som vi ikke længere kunne se.
With every battle, a new extremist or a spiteful man wanted to rule us with his gun.
For hver kamp var der en ny ekstremistisk eller ondskabsfuld mand, som ville herske over os med sit gevær.
We had to bear the feelings of neediness, sadness, and accumulated memories.
Vi var nødt til at bære over med følelsen af behov, bedrøvelse og ophobede minder.
Aleppo was changing, and we were changing with it.
Aleppo ændrede sig, og vi ændrede os med den.
Aleppo was liberated.
Aleppo blev befriet.
Its new borders remained stable for almost two years, separated by a bloody passage manned by regime snipers ready to reap ten lives a day from among those who resisted the separation and crossed from one part of the city to the next.
De nye grænser forblev stabile i næsten to år og var adskilt af en blodig passage bemandet af regimets snigskytter klar til at høste ti liv om dagen blandt de der modsatte sig adskillelsen og krydsede over fra en del af byen til en anden.
The alternative route between Aleppo's two sections, by car, took 10 hours, instead of the one hour it did previously.
Den alternative rute fra Aleppos to dele, med bil, tog ti timer, i stedet for den ene time det tidligere havde taget.
One day I will write about the impact of this division, and how the regime succeeded in making us spite each other.
En dag vil jeg skrive om konsekvenserne af denne opdeling og om, hvordan det lykkedes regimet at få os til at trodse hinanden.
The Aleppo which wasn't yet liberated was subject to the whims of the dictator.
Det Aleppo der endnu ikke var blevet befriet var genstand for diktatorens luner.
When he signalled his planes to rest, its residents would lead an almost normal life; and when he decided that no life should exist there, they'd have no life at all.
Når han signalerede, at han ville hvile sig lidt, levede dets indbyggere et næsten normalt liv; og når han besluttede, at intet liv skulle eksistere der, så havde de intet liv overhovedet.
This Aleppo is also on the threshold of a question: Are the liberated areas really liberated, given the existence of those who are forcing the city to look only like them?
Dette Aleppo står også på tærsklen for et andet spørgsmål: Er de befriede områder virkelig befriede, der findes jo nogle som tvinger byen til at se ud som kun dem?
We were forced to lose parts of ourselves constantly, with every friend we have left on the other side.
Vi var konstant tvunget til at miste dele af os selv for hver ven, vi havde forladt på den anden side.
Aleppo is redrawing its boundaries once again with blood: blood being spilled so we can move towards liberation, blood being spilled to maintain the status quo, blood being spilled to make us pay the price for opposing the oppressor.
Aleppo trækker endnu en gang sine grænser med blod: blod der spildes på vores vej mod befrielse, blod der spildes i opretholdelsen status quo, blod der spildes for at få os til at betale prisen for at gøre oprør med en undertrykker.
Today we are all looking forward to a miracle that would make us all live in one city.
Idag ser vi frem til et mirakel, der kan få os alle til at leve sammen i én by.
So we can summon up the courage to dream of going back to having one state where we are all united in freedom.
Så vi kan få modet til at drømme om at vende tilbage til have én stat i hvilken vi alle er forenede i frihed.
We have the right to dream of unity.
Vi har ret til at drømme om forening.
And I have the right to dream of living as an individual, whole.
Og jeg har ret til at drømme om at leve som et helt individ.
Marcell Shehwaro blogs at marcellita.com and tweets at @Marcellita, both primarily in Arabic.
Marcell Shehwaro er blogger og aktivist fra Aleppo, Syrien.
Read the other posts in the series here, here, here, here, here, here and here.
Hun blogger på arabisk på Marcellita.com og kan følges på Twitter på Marcellita@
Maya Angelou: A Phenomenal Woman with a Caribbean Connection · Global Voices
Maya Angelou: En enestående kvinde med caribisk tilhørsforhold
Dr. Maya Angelou, speaking at The Carolina Theater, Greensboro, North Carolina, September, 2008.
Dr. Maya Angelou under en tale i The Carolina Theater, Greensboro, North Carolina, september 2008.
Image by Talbot Troy, used under a CC license.
Billede af Talbot Troy, anvendt under en cc-licens.
Maya Angelou has been noticeably written and tweeted about since her death on May 28.
Der er blevet skrevet og tweetet meget om Maya Angelou siden hendes død den 28. maj.
Her passing resonates quite deeply in the Caribbean - and not only because of the potency of her words - the author also had West Indian roots (her maternal grandfather was Trinidadian).
Hendes død har givet stor genlyd i Caribien - og ikke kun på grund af hendes ords styrke - forfatteren har også rødder i De Vestindiske Øer (hendes morfar var fra Trinidad).
Regional bloggers have been processing their grief over the loss by sharing what her life and writing meant to them.
Bloggere fra den caribiske region har bearbejdet deres sorg over tabet ved at dele, hvad hendes liv og forfatterskab har betydet for dem.
In honour of Angelou's Caribbean connections, Repeating Islands republished a post which originally appeared in Slate magazine, detailing the author's stint as a singer, when she recorded her first and only album, entitled Miss Calypso.
Til ære for Angelous caribiske tilknytning har Repeating Islands genopslået et indlæg, der oprindeligt blev udgivet i Slate Magazine og beskriver forfatterens periode som sangerinde, da hun indspillede sit første og eneste album med titlen Miss Calypso.
Some bloggers were not even aware of Angelou's West Indian ancestry until her death.
Nogle bloggere kendte ikke engang til Angelous vestindiske herkomst før hendes død.
What's the idea? said as much in her post, The dream and hope of the slave:
Forfatteren til bloggen, What's the idea? gav udtryk for dette i hendes indlæg, The dream and hope of the slave:
Maya Angelou lived a long, lovely life, full of daring, accomplishment and acclaim.
Maya Angelou levede et langt, dejligt liv fuld af mod, bedrifter og anerkendelse.
I did not know that her grandfather was a Trinidadian.
Jeg vidste ikke, at hendes morfar var fra Trinidad.
Still I Rise was the first poem in my under-educated literary life that moved me with its direct relevance to my own life as a descendant of enslaved peoples and perhaps more so, because it so expressed the exuberant defiance which black women need (ed) to leap over sexism and marginalisation.
Still I Rise var det første digt i mit ikke særlig veluddannede litterære liv, der rørte mig med dets direkte relevans til mit eget liv som efterkommer af slavebundne folk, eller måske endnu mere fordi det udtrykte den sprudlende trods, som sorte kvinder er/var nødt til at have for at overkomme sexisme og marginalisering.
Roberta, the blogger, went on to quote excerpts of the poem, saying:
Roberta, bloggeren, går videre til at citere uddrag af digtet med disse ord:
It is a poem of such triumph 'Out of history’s shame, I Rise…' Now, I am thinking of the last line, 'I am the dream and the hope of the slave' as the region struggles with inequalities and with discrimination, especially against the LGBT community.
Det er et digt med en enorm sejr "Out of history’s shame, I Rise…" Nu tænker jeg på den sidste linje, "I am the dream and the hope of the slave" i forbindelse med, at vi i Caribien kæmper med ulighed og diskrimination, især for folk fra LGBT-miljøet .
That we would wish to perpetuate laws that make criminals of people who love other people of their own sex seems far enough away from the dream of emancipation.
At vi skulle ønske at forevige love, der gør folk, der elsker personer af deres eget køn til kriminelle synes at være meget langt væk fra drømmen om frigørelse.
Can we not remember that slavery was also justified in the name of religion?
Har vi allerede glemt, at slaveri også blev retfærdiggjort i religions navn?
On Facebook, Nicholas Laughlin echoed the same sentiment, referring to a statement the author had made five years ago:
På Facebook gav Nicholas Laughlin udtryk for samme holdning ved at henvise til en udtalelse, forfatteren kom med for fem år siden:
'To love someone takes a lot of courage,' she said.
"At elske en person kræver meget mod," sagde hun.
'So how much more is one challenged when the love is of the same sex and the laws say, "I forbid you from loving this person?"'
"Hvor meget mere udfordret bliver man så ikke, når den man elsker er af samme køn, og loven siger: Jeg forbyder dig at elske denne person?"
-Maya Angelou, interviewed by the New York Times, May 2009 Since everybody with a pulse is rushing to memorialise Maya Angelou today, and with the Bain affair still weighing heavy on my mind, it seems a good moment to recall her thoughts on a question of justice the Caribbean is struggling with.
-Maya Angelou, i et interview i New York Times, maj 2009 Eftersom alle med en puls så brændende ønsker at mindes Maya Angelou i dag, og samtidig med at Bain-sagen stadig fylder meget i mine tanker, virker det som et godt tidspunkt at genkalde sig hendes tanker om dette spørgsmål om retfærdighed, som Caribien kæmper med.
What's the idea? also viewed Angelou's advice as incredibly relevant when it comes to the global issue of violence against women and girls: In her Ode to the UN, Maya Angelou ends with these words:
Bloggen, What's the idea? ser også Angelous råd som utroligt relevant i forhold til det globale problem med vold imod kvinder og piger.
Thank you for sharing your mind and emotions and the spirit and the power with us Maya Angelou.
Tak, fordi du har delt dine tanker og følelser og din ånd og styrke med os, Maya Angelou.
So many women drew energy from you...
Der er så mange kvinder, der har fået deres energi fra dig...
Raquel Cepeda, a US-born writer with Dominican roots, recounted the one occasion she literally ran into Maya Angelou:
Raquel Cepeda, en amerikansk forfatter med dominikanske rødder, fortalte om den ene gang, hvor hun bogstavelig talt rendte ind i Maya Angelou:
Once, when I was about 19 or 20, I darted past Bloomingdale’s in New York, running late to something—I forget—and literally ran into a large, imposing figure walking out of the shop as I sprinted by.
Engang da jeg var omkring 19 eller 20, pilede jeg forbi Bloomingdale’s i New York, jeg var sent på den til et eller andet—jeg har glemt hvad—og jeg løb helt bogstaveligt ind i en stor, imponerende skikkelse, der kom ud af butikken, da jeg kom spurtende forbi.
I felt as if I had ran into a brick wall.
Jeg følte det som om jeg var løbet ind i en mur.
As I stood there in a daze, rubbing my nose, I heard this majestic voice say every-so-slowly, 'Child, slow down.
Da jeg stod der helt fortumlet, hørte jeg denne her majestætiske stemme sige meget langsomt "Pigebarn, sæt farten ned.
Where on earth could be more important than being with your self right now?'
Hvor i verden er det vigtigere at være lige nu end bare at være med dig selv?"
My knees started to wobble when I realized this person was Maya Angelou.
Mine knæ blev til gele, da det gik op for mig, at denne person var Maya Angelou.
She glided off, in that regal way of hers, before I could fix my lips to apologize.
Hun svævede videre på hendes helt majestætiske måde, inden jeg overhovedet nåede at få et undskyld over mine læber.
And that’s why there’s a nod to her book, I Know Why the Caged Bird Sings, which I had just read around that time in the title of my book Bird of Paradise… I wish I could have told her that in person, but alas, I never ran into her again.
Og det er derfor, der er en henvisning til hendes bog, I Know Why the Caged Bird Sings, som jeg lige havde læst på det tidspunkt, i titlen på min bog, Bird of Paradise… Jeg ville ønske, jeg kunne have fortalt hende det ansigt til ansigt, men ak, jeg rendte aldrig ind i hende igen.
And Still I Rise, a St. Vincent and the Grenadines-based blog that was named after one of Angelou's poems, honoured her this way:
Og Still I Rise, en blog, der hører hjemme på St. Vincent og Grenadinerne, og som har fået navn efter et af Angelous digte, ærede hende på denne måde:
We first met in the pages of 'I know why the caged bird sings' and from that moment you became one of my heroines...You taught me so much by your words both written and spoken on my place in history, the beauty of my womanhood and the spirit that rises despite the obstacles.
Vi mødtes første gang på siderne i "I know why the caged bird sings" og fra dette øjeblik blev du en af mine heltinder... Du lærte mig så meget med dine ord, både skrevne og sagte, om min plads i historien, skønheden ved det at være kvinde og den gejst, der rejser sig i én på trods af forhindringer.
Thank you, Thank you, phenomenal woman you!
Tak, tusind tak, din enestående kvinde!
The blogger, like many others, also quoted one of Angelou's most stirring poems, 'When Great Trees Fall':
Bloggeren, ligesom mange andre, citerede et af Angelous mest gribende digte, When Great Trees Fall:
She explained that she had been asked to write a piece on the author's legacy for a Trinidad and Tobago daily: In that piece I compared Maya to Mount Rushmore or the Giant Sequoia trees, like the ancient leatherback turtles that return to Trinidad’s beaches to nest, like Trinidad’s most popular beach, Maracas.
I den artikel sammenlignede jeg Maya med Mount Rushmore eller de store Mammuttræer, og som de ældgamle havlæderskildpadder, der kommer tilbage til strandene på Trinidad for at yngle, som for eksempel den mest populære strand på Trinidad, Maracas.
I mean that in the sense that Maya Angelou seemed to belong to us, she seemed ancient and eternal.
Jeg mener det på den måde, at Maya Angelou synes at høre hjemme hos os, hun forekommer forhistorisk og evig.
It’s impossible to imagine her not here to dispense wisdom, to recite a poem that rattles our hears and resonates in our spirits.
Det er umuligt at forestille sig, at hun ikke er her til at give os doser af sin visdom, at fremsige et digt, der ryster vores hjerter og giver genlyd i vores sjæl.
We never thought she’d go away.
Vi troede aldrig hun ville gå bort.
To Afrobella, the impact of Angelou's life was so staggering, "it easy to feel dizzy and overwhelmed:
For Afrobella var virkningen fra Angelous liv så kolossal, det nemt at føle sig svimmel og overvældet:
So instead of going broad and speaking about her in grandiose and sweeping terms, I want to get very specific and focus on one particular way that Maya Angelou touched me.
I stedet for at blive meget vidstrakt og tale om hende i pompøse og medrivende termer, vil jeg være meget specifik og fokusere på en bestemt måde, hvorpå Maya Angelou rørte mig.
Her poem, Phenomenal Woman, helped to change my life.
Hendes digt, Phenomenal Woman, hjalp mig til at ændre mit liv.
For someone in my age bracket — there never was a time before Phenomenal Woman.
For en i min aldersgruppe — eksisterede der ikke en tid før digtet, Phenomenal Woman.
For us, there was never a time when there were these indelible, unforgettable, undeniable words intended to uplift, celebrate and triumphantly proclaim that we are beyond beautiful, we are worthy of desire and admiration from ourselves as well as others.
For os, var der aldrig en tid, hvor der ikke var de her uudslettelige, uforglemmelige, ubestridelige ord, der skulle opløfte, fejre og triumferende erklære, at vi er ubeskriveligt smukke, vi er værdige til at blive begæret og beundret af os selv såvel som af andre.
That it isn’t just about how we’re built, it’s about who we are and how we carry ourselves in the world.
Det handler ikke bare om, hvordan vi er bygget, det handler om, hvem vi er, og hvordan vi fremfører os selv i verden.
In that poem Maya defined herself, but she also helped to define a generation to come.
I det digt definerede Maya sig selv, men hun hjalp også med at definere den kommende generation.
Black women around the world grew up knowing those words, knowing that we too were or at least could be phenomenal women.
Sorte kvinder i hele verden voksede op med disse ord og velvidende om, at også vi var, eller i det mindste kunne være, enestående kvinder.
We who are 35 or younger, never knew a time when Maya Angelou’s words weren’t there to lift us up.
Vi, der er 35 eller yngre, har ikke kendt til en tid, hvor Maya Angelous ord ikke var der til at løfte os op.
We were blessed to be born into a world where she was a constant.
Vi var velsignet med at blive født i en verden, hvor hun var en konstant.
The blogger, Patrice Grell-Yursik, ended her tribute by quoting the poet herself:
Bloggeren, Patrice Grell-Yursik, afsluttede sin hyldest ved at citere digteren selv:
In her own words, 'when a poet dies something hopeful in the national psyche disappears.'
Med hendes egne ord, "Når en digter dør, forsvinder der noget håbefuldt i den nationale psyke."
I know I’m not the only one who’s already feeling the void.
Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der allerede mærker tomrummet.
Thank you, Maya Angelou.
Tak, Maya Angelou.
Thank you for speaking for us.
Tak, fordi du talte for os.
Thank you for sharing with us.
Tak, fordi du delte med os.
Thank you for being with us for as long as you were able. Thank you for everything you gave to us, you gave the world so, so much.
Tak, fordi du har været hos os så længe, som du kunne.Tak for alt det, du gav til os, du har givet verden så utroligt meget.
Thank you for teaching us, for shaping us and for leaving us a legacy to live up to.
Tak for at du har undervist os, formet os og for at du har efterladt os med en arv, vi skal leve op til.
The image used in this post is by Talbot Troy, used under an Attribution 2.0 Generic Creative Commons license.
Billedet i dette indlæg er af Talbot Troy, anvendt under en Attribution 2.0 Generic Creative Commons-licens.
Visit Talbot Troy's flickr photosteam.
Besøg Talbot Troys flickr-photosteam.
After an Indian Minister Says 'Sometimes Rape is Right', #MenAgainstRape Stand Up in Pakistan · Global Voices
I kølvandet på en indisk ministers udtalelse: "Nogle gange er voldtægt rigtigt" opstod #MenAgainstRape i Pakistan
Photo Credit: Philipp Engelhorn
Billede: Philipp Engelhorn
Is it easier to condemn rape when it happens elsewhere?
Er det lettere at fordømme voldtægt, når det sker et andet sted?
How about when it happens right across the border? The #MenAgainstRape hashtag started trending again, this time in Pakistan, reportedly after Babulal Gaur, an Indian state minister, said this about rape, 'sometimes it is right, sometimes it's wrong'.
Hvad med når det sker på den anden side af grænsen? #MenAgainstRape-hashtagget fremgik igen på listen over et af de mest brugte hashtags, denne gang i Pakistan, efter at den indiske minister Babulal Gaurs sagde følgende om voldtægt: "Nogle gange er det rigtigt, nogle gange er det forkert".
Hundreds of young men from Pakistan started standing up to join the hashtag campaign.
Hundredvis af unge mænd fra Pakistan gik i brechen for og deltog i hashtag-kampagnen.
A Pakistani Twitter user whose handle baysharam translates to shameless joined in saying:
En pakistansk Twitter-bruger, hvis brugernavn 'baysharam' betyder skamløs, tiltrådte med følgende udtalelse:
Remember that five-year-old girl who was raped in Lahore, last year?
Kan I huske den femårige pige, som blev voldtaget i Lahore sidste år?
Her rapist(s) are still out there.
Hendes voldtægtsmand er stadig derude.
When the 2012 Delhi gang-rape story hit the news wires, hundreds of tweets emerged from Pakistan condemning the barbaric incident.
Da historien om gruppevoldtægtssagen i Delhi 2012 skabte overskrifter, opstod hundredvis af tweets fra Pakistan, som fordømte den barbariske hændelse.
Some spoke about India's rape problems while others looked at the rising instances of rape in the South Asian region.
Nogle talte om Indiens voldtægtsproblemer, mens andre kiggede på de stigende forekomster af voldtægt i det sydlige Asien.
It was a story so horrific that it garnered world media attention for weeks and since then an increase in coverage of rapes in India is evident.
Historiens karakter var så rædselsvækkende, at den skabte opmærksomhed verden rundt. Sidenhen har der været en indlysende stigning i dækningen af voldtægter i Indien.
Indian Blogger Krshna Prashant took the myths regarding rape head on, in her scathingly satirical piece:
Den indiske blogger Krshna Prashant konfronterede direkte myterne om voldtægt i hendes rammende satiriske stykke:
He wobbled in at 11pm.
Han vaklede ind kl.
She did the dishes quietly, her heart racing as she heard his footsteps get closer.
Hun vaskede stille og roligt op, hendes hjerte begyndte at banke, da hun hørte hans fodspor komme tættere på.
Tears stung her eyes as he put his hands on her waist.
Tårerne pressede sig på, da han lagde sine hænder om hendes talje.
She could smell the whiskey on his breath.
Hun kunne lugte whisky i hans ånde.
He tugged at her pallu, letting it fall to the ground.
Han trak på endestykket af hendes sari, lod det falde til jorden.
Not today, she begged.
Ikke i dag, bad hun.
Her back ached and her head felt like it was going to explode.
Hendes ryg gjorde ondt og det føltes som om, at hendes hoved skulle til at eksplodere.
He grabbed her hair and pulled her to their bedroom.
Han greb hendes hår og trak hende ind i deres soveværelse.