English
stringlengths
1
66.1k
Other Language
stringlengths
1
126k
The objectives of this association include the defense of the rural family, the empowerment of rural women, and fostering the exchange of experiences and information with similar organizations throughout Latin America and the Caribbean, where women also suffer marginalization and discrimination.
Målene for foreningen er blandt andet at forsvare og bevare familielivet på landet, at anerkende kvinder fra landdistrikters rolle i samfundet og styrke idéudveksling og informationsindsamling fra lignende organisationer i resten af Latinamerika og Caribien, hvor denne del af samfundet ligeledes oplever marginalisering og diskrimination.
One of the general principles maintained by the AMRU is the advancement of equality, especially gender equality, to support social inclusion.
Én af AMRU-organisationens hovedprincipper er at fremme lighed, især ligestilling i forhold til køn, for at sikre den sociale integration.
Delicias Criollas
"Kreolske Lækkerier"
Photo posted on Facebook by Delicias Criollas
Foto lagt på Facebook af Delicias Criollas
A derivative of the AMRU, Delicias Criollas is a cooperative of rural women who make artisinal food products like preserves, cheeses, honey, and more.
Det er et kooperativ af kvinder fra landdistrikter, som producerer hjemmelavet traditionel mad som f.eks. produkter på glas, oste, honning med økologiske ingredienser.
Their products enjoy widespread recognition for their use of organic ingredients and the highest standards of quality.
De har opnået stor anerkendelse, da de følger den højeste standard inden for kvalitet.
Founded in 2001, Delicias Criollas unites women from 14 groups from different parts of Uruguay, including Artigas, Canelones, Cerro Largo, Flores, Maldonado, Montevideo, Rocha, San José, Soriano, Tacuarembó and Treinta y Tres.
Kooperativet startede i 2001, og Delicias Criollas har nu samlet kvinder fra 14 forskellige grupper rundt omkring i landet; fra Artigas, Canelones, Cerro Largo, Flores, Maldonado, Montevideo, Rocha, San José, Soriano, Tacuarembó og Treinta y Tres.
Their products are sold in various parts of the country and include marmalades, jellies, pickled vegetables, dulce de leche, baked goods, and liqueurs made using traditional recipes.
De forskellige produkter, de producerer, er blandt andet marmelade, gelé, syltede grøntsager, dulce de leche , kager og likører, og alt er fremstillet efter traditionelle opskrifter og sælges i forskellige dele af landet.
Calmañana
Calmañana
Another example of rural women's entrepreneurship is the cooperative Calmañana from Canelones, which consists of three groups: Gardel, Tapia, and Pedernal. The cooperative includes 18 women dedicated to the production of agro-ecological aromatic and medicinal herbs with very successful market penetration.
Et andet eksempel på et projekt med fremstilling af produkter, der er startet af kvinder i landdistrikter, er Kooperativet Calmañana de Canelones, som består af tre grupper: Gardel, Tapia og Pedernal, som i alt består af 18 kvinder, der beskæftiger sig med at producere både urtete, men også medicinske og økologiske urter med god afsætning på markedet.
At first, these women were looking for a job opportunity; twenty years later, they have their own brand and their herbs can be found in the country's main supermarkets.
Da disse kvinder startede projektet, var det blot for at finde en måde at tjene penge på, men nu - 20 år senere - har de opbygget deres eget mærke, og deres urter sælges til landets førende supermarkeder.
The cooperative also supplies various local laboratories, which use their herbs in medicinal formulas.
Kooperativet leverer også urter til flere lokale laboratorier, som bruger urterne til at fremstille medicin.
Mujeres Rurales de Pueblo Zeballos
Kvinder fra landdistriktet Pueblo Zeballos
Cooperatives continue to emerge, permitting rural women to become economically autonomous.
Der dukker flere og flere kooperativer op som kan sikre, at kvinder fra landdistrikter er økonomisk uafhængige, og deraf stammer gruppen "Kvinder fra Landdistriktet Pueblo Zeballos" i Paysandú .
Thus was born the group Mujeres Rurales de Pueblo Zeballos , a small business emerging from a small, geographically isolated town on the banks of the river Gualeguay in the Paysandú region. This cooperative has developed a successful artisanal venture, making post-shearing coverings to protect sheep during adverse weather. The coverings are made of nylon silopac and can be used for an average of four years.
Det er et initiativ, der er startet i en geografisk isoleret landsby ved floden Gualeguay, og som har formået at udvikle et succesfuldt projekt med hjemmelavede kapper til får, som de beklædes med efter de er blevet klippet for at beskytte den nye pels mod vejret Dette projekt fik en pris af Ministeriet for Industri, Energi og Minebrug for sine erhvervsmæssige præstationer.
The group earned a prize from the Ministry of Industry, Energy, and Mining for their entrepreneurial achievements.
Kvinderne i Pueblo Zeballos lever i et område med mangelfulde ressourcer; de har elektricitet, men de har ikke rent drikkevand, og der er intet arbejde.
The women of Pueblo Zeballos live in a poverty-stricken area, where they have electric light, but no potable water and no available jobs.
Denne gruppe kvinder får støtte fra en gruppe der hedder El Tejar, der er beskæftiget inden for landbrugssektoren i området.
The women's raw materials are provided by El Tejar, a group that manages local agricultural production and is interested in seeing progress in the region.
De er interesserede i at skabe udvikling i regionen, og derfor leverer de råvarerne til kvinderne.
The Municipal Administration of Paysandú also contributes by making a city meeting hall available for the women to work in.
Ligeledes støtter Paysandús kommune ved at stille byrådssalen til rådighed, hvor de kan arbejde.
The group invested the prize money in equipment that will allow them to increase production: the enterprise is beginning to grow in size and the women hope that the new equipment will help them meet the growing demand.
Den gevinst de fik i forbindelse med præmien, har de investeret i maskiner, der gør det muligt for dem at øge produktionen, idet denne opfindelse er begyndt at blive efterspurgt, og kvinderne håber, at disse maskiner kan hjælpe dem med at dække den stigende efterspørgsel.
Syria: My Mother, Alive · Global Voices
Syrien: Min moder .. I live
This post is part of a special series of articles by blogger and activist, Marcell Shehwaro, describing the realities of life in Syria during the ongoing armed conflict between forces loyal to the current regime, and those seeking to oust it.
Denne artikel er en del af en særlig artikelserie skrevet af blogger og aktivist Marcell Shehwaro, som beskriver livets realiteter i Syrien under den væbnede konflikt, der udspænder sig mellem regime-loyale styrker og den frie syriske hær.
Marcell Shehwaro and her mother in a poster made and shared by Jordanian blogger Mohammed Al Qaq on Facebook.
Marcell Shehwaro og hendes mor på en plakat fremstillet og delt af den jordanske blogger Mohammed al Qaq på facebook
Time and time again, I keep putting off writing this article.
Igen og igen udskyder jeg at skrive denne artikel, som skal handle om "moderen" og Mors dag.
For someone who lost her mother to a lethal bullet, writing about mothers, and about Mother's Day, is not completely therapeutic.
For en, som har mistet sin mor til en dræbende kugle, er det ikke ligefrem terapeutisk at skrive om.
Even if we agree that writing has magical powers, some kinds of pain are simply too colossal.
Selv hvis vi enes om, at det at skrive har magiske egenskaber, så er nogle smerter bare uoverkommelige.
They wear down your body and soul, and are immune to medication.
De nedbryder din krop og din sjæl og ingen medicin kan kurere dem.
I tell myself that I would write about my mother before Mother's Day (observed this year in Syria on March 21) as I would then be more objective and neutral.
Jeg siger til mig selv, at jeg skal skrive om min mor før Mors dag.
I don't know who it was, exactly, that told me I had to convey to you the burning reality of Syria with a professional coldness.
(Mors dag fejres i Syrien d.
Of course I am not neutral in any of my positions.
21. marts red.) for så vil jeg være mere objektiv og neutral.
I am a daughter of this land, I have a mother buried in it, and I also have a memory. And I have friends in prison, whose dreams have been shattered by a tyrant.
Jeg ved ikke hvem, der har overbevist os om, at vi må være professionelle selv omkring vores smerter?
Shards of those dreams have pierced me too.
Eller hvem der fortalte mig, at det er min pligt at formidle den brændende virkelighed i Syrien med kølig professionalisme?
I postpone writing about Mother's Day in order to take advantage of the emotions that consume me on this day, which enable me to describe my pain.
Jeg udskyder at skrive artiklen indtil Mors dag, så jeg kan drage nytte af de følelser, der overvælder mig på netop denne dag og beskrive mine smerter for jer.
Perhaps, in this new and violent state of sadism, I might experience some happiness, should one of you tell me that my article brought tears to your eyes.
Og måske jeg, i dette nye og voldelige stadie af sadisme, vil føle en snert af glæde, hvis nogen bagefter fortæller mig, at min artikel fik dem til at græde.
I fail miserably.
Det lykkes ikke for mig.
Finally, I tell myself—in order to escape writing—that this celebration is a made-up day. Hafez Al Assad replaced International Mother's Day with this day in order to put an end to Norooz celebrations, which mark the beginning of Spring, by the downtrodden Kurds in my country.
Lige til det sidste forsøger jeg at undvige at skrive med den undskyldning, at denne "Mors dag" er en dag som Hafez al Assad har opfundet.
And then we are accused of being obsessed with politics.
Og vi beskyldes for at være besatte af politik?
How can we not be so when even our family celebrations are imposed upon by a dictator?
Hvordan skulle vi ikke være det, når selv vores familiære højtideligheder afgøres af en diktator?
My friend Amira asks me about the topic of my next article.
Min veninde Amira spørger til emnet for min næste artikel, og jeg svarer roligt: Min mor.
Without even thinking, I respond: My mother. And I force myself to write. You have every right to hate what I am about to relate, for it was written as an attempt to confront my sadness.
Jeg tvinger mig selv til at skrive om hende, og I har al ret til at hade, hvad jeg skriver, for jeg har skrevet det i et forsøg på at konfrontere min tristhed, ansigt til ansigt.
I approached the task planning to smack it down, but it faced off with me, and left a residue of sorrow in my language, which I might transfer to you.
Jeg gik til den, min tristhed, med en plan om at slå den ned, men den overvældede mig og efterlod en sorg i mit sprog, som jeg måske fører videre til jer.
My mother, Marina, was a housewife, who attempted many times to turn my sister and me into proper society ladies.
Min mor, Marina, var en husmor, som gentagne gange forsøgte at gøre os, min søster og jeg, til rigtige samfunds-damer.
With my sister, she succeeded.
Det lykkedes med min søster.
Mother married my father after an endearing courtship in which they exchanged letters which still lie in a corner of our house in the occupied part of Aleppo, and which, as you know, I cannot reach.
Hun giftede sig med min far efter en smuk kærlighedshistorie med udveksling af kærestebreve, som endnu er gemt i huset i den besatte del af Aleppo, og som jeg derfor ikke kan nå.
My mother was an only child, of parents who got married late in life, and I used to joke with her that an only child is usually spoiled by her parents. That was far from the truth.
Min mor var enebarn, og hendes forældre var blevet gift i en sen alder, og jeg plejede at drille hende med, at enebørn bliver ødelagt af deres forældres forkælelse, men dette var langt fra sandheden.
Her parents died early, leaving her completely alone, with no siblings or relatives. This made my father, my sister and me all she ever had in terms of family.
Hendes forældre døde tidligt og efterlod hende alene uden nogen familie eller søskende, og derfor blev min søster, min far og jeg, alt hun havde af familie.
My mother, who was used to life as the wife of an Orthodox priest who always insisted on values, good manners and loving relations, took loving care of the details that were important to him. She cared for us lovingly as well, through all the arguments she had with me, and all the small decisions she had helped my sister make.
Hun vænnede sig til at leve som hustru til en religiøs mand, der altid insisterede på værdier, gode manerer og næstekærlighed, og hun holdte af ham for alle de detaljer, der var vigtige for ham, ligesom hun holdte af os for alle de diskussioner, hun havde med mig og alle de små beslutninger, som hun hjalp min søster til at træffe.
My father died young, after a heart attack which wouldn't even give him a second chance.
Min far døde tidligt af et hjerteanfald, som ikke engang gav ham en ekstra chance.
In the blink of an eye he left my mother, alone and with two girls to take care of. My sister Leila was about to start a family, while I was difficult, always independent and argumentative about everything.
Med ét var han væk og overlod opdragelsen af to teenagere til min mor: Laila, som var på nippet til at stifte familie, og jeg, som var anderledes svær og selvstændig.
I would be expelled from school for not assenting to the teacher's requests, or for writing an essay about how violent our school was.
Jeg ville altid diskutere stort set alting og blev flere gange bortvist fra skolen, fordi jeg nægtede at følge lærerens anvisninger eller skrev stil om, hvor voldelig vores skole var.
After my sister got married and left home, for nine years my mother and I lived together by ourselves.
I ni år boede min mor og jeg alene sammen, og vores forhold udviklede sig meget i denne periode.
Our relationship flourished during this period, until the start of the Syrian revolution, when she read a blog post I had written entitled "Our people deserve freedom."
Det var indtil revolutionen startede, og min mor allerede den første uge læste et indlæg på min blog med titlen "Vores folk fortjener friheden".
At that point she started enforcing her role as a mother, advising and arguing with me. And I, in turn, began enforcing my role as a rebel refusing to succumb to family pressure.
Her påtog hun sig rollen som mor og begyndte at rådgive og argumentere, og jeg spillede min rolle som rebel og nægtede at underkaste mig familiens pres.
My activist friends and I had started photographing ourselves during protests with our backs to the cameras, but my mother could still pinpoint me among the crowd of backs, even in a hazy photograph taken with a cell phone camera.
Mine venner og jeg var begyndt, med ryggen til kameraet, at fotografere os selv til demonstrationer, men selv på et uskarpt og rystet billede taget med en mobiltelefon kunne min mor stadig genkende mig.
"Marcell, is that you at the Salahuddin protest?" she would ask. I would lie and say it wasn't me. And she would pretend that she believed me.
Hun ville spørge: "Marcell, er dette dig, til en Salahuddin-demonstration?", og jeg ville lyve og sige, at det ikke var mig, og hun ville lade, som om hun troede på mig.
My mother would cry every time she heard the revolutionary song, whose lyrics went: "I am going to the demonstration, with my blood in my hands/I will come back a martyr, mother/Do not cry for me."
Min mor græd hver gang hun hørte den revolutions-sang hvis tekst lyder "Jeg går ud og demonstrerer med mit blod i mine hænder / hvis jeg kommer tilbage som martyr, mor / så græd ikke over mig".
Yet she lived the revolution with me. She remembered the names of friends who got arrested and prayed for them. She helped fix the shoddy stitching on the new revolutionary flags, which we would distribute secretly, and in our social and family circles she would defend me, taking the blame and the blows on my behalf.
Hun levede for revolutionen sammen med mig, hun huskede navnene på de af mine venner som var blevet arresteret og bad for dem, hun rettede vores forfejlede syninger i de hjemmelavede revolutionære flag, som vi ville uddele hemmeligt, og hun forsvarede mig over for venner og familie og påtog sig de anklager og den modstand, som var rettet mod mig.
Each time the volatile security situation forced me to travel abroad, my mother would pack my bag. And she would stick a snapshot of me on the corner of her computer screen.
Hver gang sikkerhedsforanstaltninger tvang mig til at rejse udenlands, pakkede min mor kufferten for mig og satte et lille billede af mig i hjørnet af sin computerskærm.
One week before she was killed, she said to me: "You and your sister are all that is left of my world.
En uge før sin død sagde hun til mig: "Du og din søster er alt, hvad der er tilbage af min verden.
If you leave, half my world will end. Do you realise that?"
Hvis du forlader mig, så er det halvdelen af min verden, som forsvinder, er du klar over det?"
And although I understood well why she was so afraid, I'd get angry. Once I selfishly uttered a response I regret to this day: "I am not more dear than the children of other people, and you are no different from the other mothers.
Selvom jeg udmærket forstod grunden til hendes frygt, blev jeg vred, og jeg svarede egoistisk, hvilket jeg endnu fortryder den dag i dag: "Jeg er ikke mere værd end andres børn, og du er ikke anderledes end andre mødre.
If I was in prison, wouldn't you want my friends to protest for my release?
Hvis jeg var i fængsel, ville du så ikke også have mine venner til at demonstrere for min løsladelse?
Isn't this what you brought us here to do?"
Er det ikke det, I har opdraget os til?"
She closed her eyes and wept. Then she said: "Memo, do you know how proud I am of you?"
Med øjnene fulde af tårer sluttede hun med en sætning, hvis ord jeg ikke tror jeg havde været den samme stærke person foruden: "Mido, ved du, hvor stolt jeg er af dig?".
And I smiled.
Og jeg smilede.
I believe it is those words that makes me the strong person I am today. A week later, officers at a military checkpoint decide that the car in which my mother is traveling, on her way back from a friend's wedding, is somehow suspicious.
En uge senere besluttede officerer ved en militær kontrolpost, at den bil som min mor kørte i hjem fra en vens bryllup, var mistænksom.
They shoot at the car, and a military bullet hits my mother directly, killing her. It killed my mother.
De skød direkte mod den og en militærkugle ramte min mor og dræbte hende.
My mother—the woman who believed in love, beauty, family and the right of Syrian mothers to live a life free from fear and anxiety.
Min mor, som troede på kærlighed og skønhed og familie og de syriske mødres ret til at leve uden frygt og bekymring.
One bullet ended everything.
Én enkelt kugle afsluttede alting.
It went through her body, also killing much of me and my soul.
Eller, mere præcist, en enkelt kugle gennemborede hendes krop, men den dræbte også sjælen og noget af min sjæl.
A police office says to me, reflecting the regime's callousness when it comes to our souls: "It was the mistake of one person. Don't take it personally."
Det afspejler blot regimets manglende respekt for vores sjæle, at en talsmand fra politiet efterfølgende fortalte mig, at "det var enkelt persons fejl, du skal ikke tage det personligt".
One day I will write for you about her death, her funeral, and my loss; but today I wanted to introduce you to my mother alive.
En dag vil jeg skrive for jer om hendes død og begravelse og mit tab, men i dag har jeg valgt at skrive om hende i live.
To you my mother, every year you continue to be alive in my memory. And I hope you are as proud of me today as you were back then.
Min mor, for hvert år vil du fortsat være i live i mine minder, og jeg håber, at du i dag er ligeså stolt af mig, som du var dengang.
Marcell Shehwaro blogs at marcellita.com and tweets at @Marcellita, both primarily in Arabic.
Marcell Shehwaro er blogger og aktivist fra Aleppo, Syrien.
Syria: Love in the Time of Tyranny · Global Voices
Syrien: Kærlighed i en krigstid
They told me from the first day that her husband was in prison, and that the songs I have the habit of singing could trigger her sadness.
De fortalte mig allerede den første dag, at hendes mand var blevet fængslet, og at de sange jeg har for vane at synge måske ville gøre hende trist.
I wasn't particularly touched by that.
Nyheden rystede mig ikke.
We have become accustomed to hearing about the families of prisoners, as if it were normal, in Assad's Syria, to be imprisoned, and those outside of prison—or who consider themselves as such—are the exception.
Vi har vænnet os til at høre historier om de fængsledes familier, som om det normale i Assads Syrien er at være i fængsel og at de uden for fængslerne, eller de som anser sig selv for at være udenfor, er undtagelsen.
Over dinner, perhaps just to get to know her better, I ask her in private: "How was your husband imprisoned?"
Over middagen, som en indledning til at lære hende bedre at kende, spørger jeg hende under fire øjne: "Hvordan blev din mand fængslet?"
"I was arrested at the army's Fourth Armored Division checkpoint on the way from Daarya to Damascus. When I told my husband, the crazy man drove his car to the checkpoint to ask about me, and was arrested as well," she tells me, choking with sadness.
Hun svarer, fyldt med hjertesorg: "Efter jeg havde ringet og fortalt ham, at jeg var blevet arresteret ved checkpointet for hærens 4. pansrede division på vejen fra Daarya til Damaskus tog han, den skøre mand, bilen og kørte derhen for at spørge efter mig, men blev selv arresteret".
She sighs, then continues: "Don't assume he did this only to prove his manhood. My husband loves me a great deal.
Hun sukker og fortsætter så: "Du må ikke tro at han gjorde det for at bevise sin maskulinitet, min mand elsker mig virkelig, vi blev gift af ren kærlighed".
Her eyes sparkle with wistful shyness. And I find myself forced to ask about the strength of a love that would make a man drive to the checkpoint of the Fourth Armored Division, which is headed by Maher Al Assad, the younger brother of the president, and which is notorious for its brutality and harshness.
Hendes øjne glitrer af generthed og vemod og jeg er tvunget til at spekulere over, hvilken kærlighed der er så stærk, at den kan få en mand til at køre til et checkpoint for den 4. panserede division som, ledet af Maher Assad, er kendt for sin brutalitet og grusomhed.
I try to hide my emotions as I ask her if they were ever able to see each other again after that.
Jeg prøver at skjule mine romantiske følelser og spørger hende: "Har du set ham efterfølgende?"
She responds with a smile, understanding my adolescent curiosity: "I wasn't aware he had also been arrested until I saw him a month later. We ended up in the same vehicle as they were transferring us detainees to another location.
Hun svarer med et forstående smil overfor min ungdommelige nysgerrighed: "Jeg var ikke klar over, at han også var blevet fængslet, indtil jeg så ham en måned senere, hvor vi havnede i det samme køretøj, som skulle transportere os til et andet sted.
He bore obvious signs of torture.
Han havde tydelige mærker efter tortur.
Although the guard prohibited him from speaking to me, he bravely and defiantly asked me how I was doing.
Selvom vagten holdt øje og forbød ham at snakke med mig, spurgte han mig alligevel modigt, hvordan jeg havde det.
I was barely able to nod to indicate I was fine, when the guard yelled at him again.
Jeg kunne knap nok ryste på hovedet og sige at jeg havde det fint, før vagten råbte til os igen.
Since that day, about nine months ago, I haven't seen him or heard from him. I don't even know where he is."
Siden den dag, det er næsten ni måneder siden, har jeg hverken set ham eller hørt fra ham, jeg ved ikke engang hvor han befinder sig".
I believe I've apprehended the full extent of their love, when she surprises me by saying: "After seven months of prison and the torture I suffered, during which I thought only of him and my children, once I was released, without seeking advice from anyone, I secretly went to the air force security headquarters in Damascus."
På det tidspunkt troede jeg, at grænsen for deres kærligheds mod var nået, men hun overraskede mig: "Efter syv måneders fængsel og tortur under hvilken jeg ikke tænkte på andre end ham og vores børn, blev jeg løsladt, og uden at søge råd hos min familie og uden at se mine børn tog jeg i hemmelighed til luftvåbenets sikkerhedshovedkvarter i Damaskus."
Awed by her statement, I couldn't resist screaming at her: "The air force?
Jeg kunne ikke styre mig for rasende at udbryde: "Luftvåbenet?
The Aqsa branch?
Aqsa afdelingen?
Why did you do that?
Hvordan kunne du gøre det?
Are you crazy?" Her eyes mist over with tears.
Er du blevet sindsyg?"
She continues: "I heard that my husband might be there, so I had to go and ask for him.
Med tårer i øjnene fortsætter hun: "Jeg havde hørt, at han måske var der, så jeg var nødt til at tage derhen og spørge efter ham.
When my family found out what I had done, they were so concerned about me they pressured me into moving to Lebanon with my children."
Da min familie hørte hvad jeg havde gjort, blev de meget bange på mine vegne og pressede mig til at flygte til Libanon med børnene."
"But I wasn't able to live in Beirut. It is so far from Damascus.
Hun sukker og fortsætter så: "Jeg var ikke i stand til at bo i Beirut, det er så langt fra Damaskus.
I live close to the border and my eyes are awaiting my return home.
Jeg bor tæt på grænsen og mine øjne venter på, at jeg skal vende tilbage.
Pray for him, Marcell. Pray that he is still alive and that he survives this."
Bed for ham Marcell, bed for at han stadig er i live og kommer ud i god behold."
I jokingly ask: "Will you invite us to the feast?"
For sjov spørger jeg: "Er vi inviteret med til festen?"
She replies, with hope in her voice: "Of course."
Hun svarer håbefuldt: "Selvfølgelig."