English
stringlengths
1
66.1k
Other Language
stringlengths
1
126k
'A Happy Day Has Come' for Cuba and the US · Global Voices
Cuba og USA: "En lykkelig dag er kommet"
Cuba and the United States re-established their diplomatic relations on December 17.
Cuba og USA genoptog deres diplomatiske forhold den 17. december.
Image used with permission from the Letra Nueva blog.
Billede anvendt med tilladelse fra bloggen Letra Nueva.
On December 17, when the presidents of Cuba and the United States simultaneously announced the start of the normalization of the relations between both countries, many Cuban social network users shared lyrics from the song "The Happy Day That Is Coming."
Den 17. december, da præsidenterne fra Cuba og USA samtidigt annoncerede en begyndelse på normaliseringen af deres forhold, delte mange cubanske brugere på de sociale netværk teksten fra sangen: "El feliz día que está llegando" ("Den lykkelige dag, som er på vej").
In 1974, more than ten years after the rupture of diplomatic relations between Cuba and the United States, Cuban singer-songwriter Silvio Rodríguez wrote: "A sunny day is moving in / a day of enchantments adjoining / a fierce bird approaching / buzzing to the pleasure of your scent / a time of rabbits is approaching."
I 1974, mere end 10 år efter bruddet på det diplomatiske forhold mellem Cuba og USA, skrev den cubanske troubadour Silvio Rodríguez: “Man nærmer sig en solrig dag/ en dag af årgamle fortryllelser/ man nærmer sig en vild fugl/ susende mod glæden fra din duft/ man nærmer sig kaninernes tid”.
Despite the political antagonism between the two nations, the “time of rabbits” predicted by Silvio Rodríguez inexplicably summed up the emotions of many Cubans, both among those living on the island, and the almost two million scattered in the world for political and economic reasons. While much media coverage has reflected frustration among Cubans in Miami, and concerns from local opposition leaders about the impact of renewed relations for human rights on the island, these were not the only themes that emerged in online conversations about the policy shift.
Til trods for den politiske antagonisme mellem begge nationer opsummerede “kaninernes tid” (“tiempo de conejos”), forudset af Silvio Rodríguez, på en uforklarlig måde følelserne tilhørende en betydelig del af de omkring elleve millioner cubanere bosiddende på øen og de næsten to millioner spredt af politiske og økonomiske motiver i forskellige byer rundt omkring i verden.
Cuban history since the 1959 revolution has been marked by emigration. In April 2011, a young blogger, journalist, and professor at the University of Havana shared on her blog, El aguacero: "the best of friends is leaving Cuba."
I april 2011 delte en ung blogger, journalist og underviser fra Havana Universitet dette på sin blog "El aguacero" ("Regnskyllet"): “En af de bedste venner forlader Cuba”.
Her friend had told her one day, "people who leave die." The sense of loss, of upheaval provoked by emigration, has been a recurring topic in the Cuban blogosphere: "With time, I am coming to understand how bonds keep breaking and life continues to be disrespectful and people move away and away and away," says the blogger.
Hendes ven havde en dag, for mange år siden, sagt til hende, at “de folk som tager afsted dør…” Denne følelse af tab, af omvæltning provokeret af emigrationen har været et tilbagevendende emne i den cubanske blogosfære: “Med tiden forstår jeg, hvordan bånd ødelægges og livet fortsætter med at være respektløst og folk forsvinder, forsvinder og forsvinder herfra…”, forklarer forfatterinden.
But December 17 also provoked feelings of euphoria and closeness that some brought together with the phrase, "After today, nothing will ever be the same."
Den 17. december fremprovokerede også følelser af eufori og nærhed, som nogle opsummerer i sætningen: “Efter i dag vil intet være det samme igen”.
Long before the first steps of the new road map drawn by the White House are implemented to "fraternize and empower the Cuban people," the main transformation has occurred, according to Cuban journalist Carlos Manuel Álvarez, "in our psyche."
Ifølge den cubanske journalist Carlos Manuel Álverez har den første transformation fundet sted i vores psyke længe før, de første foranstaltninger for den nye plan blev realiseret fra Det Hvide Hus for at “konfrontere og styrke den cubanske befolkning”.
Álvarez writes: We are not facing an event that will redirect just our economic, cultural, or social reality, which is already enough, but rather an event that will force us to renew our language, the words we tend to use, the concepts with which we were accommodating ourselves as a people.
“Vi beskæftiger os ikke med en sag, som kun vil tage fat på vores økonomiske, kulturelle eller sociale realitet, som i forvejen dækkes tilstrækkeligt, men en sag som vil kræve, at vi fornyer vores sprog, ordene som vi plejer at bruge, koncepterne som vi har indrettet os efter som befolkning”, påpeger Álvarez.
Memes posts on social networks that seek to transform the official Cuban discourse.
Memes lagt ud på de sociale netværk peger mod en transformation af de offentlige cubanske samtaler.
Taken with permission from the Negra cubana blog.
Brugt med tilladelse fra bloggen Negra Cubana.
This renewal is also accompanied by a certain uncertainty, which expresses itself in some cases through funny memes that flood social networks, and, in other cases, through questions pointing towards the future.
Denne begyndende normalisering har også resulteret i forvirring, som både udtrykkes gennem morsomme memes, som oversvømmer de sociale netværk, og spørgsmål vedrørende fremtiden.
"What happens when you've had to face an 'enemy' your whole life and suddenly they cease to be an 'enemy'?" asks Sabdiel Batista.
“Hvad sker der, når du hele livet har stået overfor en ‘fjende’, som nu snart holder op med at være din ‘fjende’?”, spørger Sabdiel Batista.
According to Álvarez: we will have to continue managing our independence, but now with the Americans on board (which, in addition to being inescapable, makes the company more complex and interesting and leads to the only question that can truly measure us as a people, and that is whether, despite everything, we are prepared for it)
Ifølge Álvarez vil vi først og fremmest “være nødt til at fortsætte med at varetage vores uafhængighed, men nu hvor amerikanerne sidder til bords (det, som udover at være uundgåeligt, gør sagen mere kompleks og interessant og som fører til det eneste spørgsmål, som i sandhed måler os som befolkning, nemlig om vi, trods alt, er parate til dem)”
In the transformation of life in Cuba, which will happen now, Rafael González adds: ...we Cuban citizens will have to take part (...) not as mere spectators, but as those (...) who are going to be here suffering and enjoying a reality that at this moment I don't even dare to imagine.
I forhold til den forandring, som cubanerne vil opleve i deres hverdag fremover, tilføjer Rafael Gonzáles: “De cubanske borgere vil være nødt til at deltage (...) ikke blot som tilskuere, men som dem (...) som skal udholde og glæde sig over en realitet, som jeg i disse dage ikke tør tvivle på".
Within this group of citizens, Cuba will have to begin to actively include Cubans who reside outside of Cuba, whose remittances constitute the country's second most important source of income.
Denne gruppe borgere vil blive nødt til aktivt at inkludere cubanere, som bor uden for Cuba, da deres pengeoverførsler udgør landets næststørste indtægtskilde.
From Alta Gracias in Argentina, Alberto Manuel Pacheco refers to the need to increase the levels of political tolerance and inclusion.
Fra Alta Gracia i Argentina beretter Alberto Manuel Pacheco om nødvendigheden i at højne niveauerne for tolerance og politisk inklusion.
"We want to see a happy and prosperous homeland, where we all fit despite living in 200 countries," he says.
“Vi vil se et lykkeligt fædreland i fremgang, hvor vi alle kan være, selvom vi lever i 200 lande”, påpeger han.
He adds:
Og tilføjer:
I know that I can sound naive but at least this (...)
Jeg ved, at jeg kan lyde naiv, men i det mindste er denne cubaner blevet træt af at læse om udskud, castro-tilhængere, cubanske flygtninge, systemkritikere og om gensidige fornærmelser.
Cuban is tired of reading about scum, followers of Castro, worms, dissidents, and mutual offenses. From now on, you will just be Cuban.
Det har ingen betydning, hverken om de er ekstremt højreorienterede eller venstreorienterede, eller om de er anarkister.
It doesn't matter if you belong to the extreme right or left or if you're anarchists, we all have our role and our place by natural right in what we call a nation.
Vi har alle vores papirer og vores naturlige ret i dette, vi kalder vores nation.
It will be very hard to achieve, but the future becomes closer with the first step.
Det vil blive hårdt at opnå det, men ved det første skridt er fremtiden tættere på, tilføjer han.
The attitude of dialogue between both governments lays the groundwork so that "we can live in peace as the neighbors that we are, and for mutual respect and admiration from people to people to outweigh the differences that we undoubtedly have (...)
Standpunkterne i dialogen mellem begge regeringer lægger grundlaget for, at “vi kan leve i fred, som de naboer vi er, og at den gensidige respekt og beundringerne fra befolkning til befolkning altid vil veje tungt med forskellene, som vi uden tvivl også har (...)
A happy day has come," concludes Silvio Rodríguez on his blog.
En lykkelig dag er kommet”, konkluderer Silvio Rodríguez fra sin blog.
Banned From Filmmaking, This Iranian Director Ignored His Government—and It's Paying Off · Global Voices
Iransk filminstruktør ignorerede regeringens forbud mod at lave film - og det kom der noget godt ud af
This article and radio report by Shirin Jaafari for The World originally appeared on PRI.org on February 17, 2015, and is republished as part of a content-sharing agreement.
Denne artikel og radioreportage fra Shirin Jaafari for The World blev oprindeligt vist på PRI.org den 17. februar 2015, og er genudgivet som en del af en aftale om deling af indhold.
What do you do when your government bans you from making films?
Hvad gør man, når ens regering forbyder en at lave film?
Ignore them — in spectacular fashion.
Ignorerer dem!
Listen to this story on PRI.org » That's what Iranian filmmaker Jafar Panahi has done, anyway.
Det er præcist, hvad den iranske filmskaber Jafar Panahi har gjort.
In 2010, Iran banned him from making films for 20 years after the government accused him of working on a documentary about the 2009 uprising in Iran.
I 2010 forbød Iran ham i at lave film i 20 år, efter at regeringen bekyldte ham for at have arbejdet på en dokumentarfilm om 2009-opstanden i Iran.
He was also barred from leaving the country.
Han blev desuden forbudt at forlade landet.
But just a year later, he released a documentary called "This Is Not a Film."
Men bare et år senere udgav han en dokumentarfilm ved navn ”This is Not a Film.”
Set in his apartment and shot on a digital camera and an iPhone, it was shown at the Cannes Film Festival — after allegedly being smuggled out of Iran in a USB thumb drive hidden inside a cake.
Den blev filmet med et digitalkamera og en iPhone i hans egen lejlighed, hvorefter den vist ved filmfestivalen i Cannes - efter angiveligt at være smuglet ud af Iran på en USB-nøgle skjult i en kage.
Now Panahi has again managed to get one of his movies in front of the judges at a major international film festival, this time in Berlin.
Panahi har endnu en gang formået at imponere dommerne ved en betydningsfuld international filmfestival, denne gang i Berlin.
His latest film, called "Taxi," takes place entirely inside a yellow cab snaking its way through the streets of Tehran.
Hans seneste film ”Taxi” finder sted i en gul taxi, som snor sig gennem Teherans gader.
"It includes a series of chats between Mr. Panahi as a not-so-anonymous taxi driver with some ordinary citizens ... a teacher, a house wife, his own niece," explains Jamsheed Akrami, a close friend of Panahi and a film professor at William Paterson University in New Jersey.
"Den indeholder en række korte samtaler mellem Mr. Panahi, som en ikke så anonym taxachauffør, og nogle almindelige borgere... en lærer, en hjemmegående husmor, hans egen niece," forklarer Jamsheed Akrami, en nær ven af Panahi og filmprofessor på William Paterson University i New Jersey.
Shared taxis are common in Iran, and Panahi uses this to his advantage.
Dele-taxier er almindelige i Iran, og Panahi bruger disse til sin fordel.
"In the absence of free media in Iran, taxis have turned into spaces where people can share their grievances with the driver and fellow passengers," Akrami says.
"Grundet manglende frie medier i Iran er taxier blevet forvandlet til steder, hvor folk kan dele deres frustrationer med chaufføren og de andre medpassagerer," siger Akrami.
Getting "Taxi" out of Iran and onto the big screen in Berlin was accomplishment enough, but the film didn't stop there: It won the Golden Bear prize for best film.
Det at få "Taxi" ud af Iran og på den store skærm i Berlin var en bedrift i sig selv, men det stoppede ikke der: Filmen vandt Guldbjørnen.
But since Panahi couldn't be there to accept the prize, his niece, Hana Saeidi, collected it on his behalf.
Da Panahi ikke kunne være der til at modtage prisen, var hans niece, Hana Saeidi, til stede for at modtage den på hans vegne.
Saeidi plays one of the passengers in "Taxi."
Saeidi spiller en af passagererne i "Taxi".
The Campaign Against Gender-Based Violence in Reggaeton Lyrics: Phase 2 · Global Voices
Kampagne mod kønsrelateret vold i reggaeton-tekster: fase 2
She likes sushi, but made out of very hot meat, and she feels it.
Hun kan godt lide sushi, men det skal være lavet af meget varmt kød, så hun mærker det.
She is a real crazy bitch.
Hun er en rigtig gal kælling.
Hot meat.
Varmt kød.
In June 2014, Global Voices wrote about the Usa la razón (Use Your Head) campaign, where a group of Colombian photographers choreographs scenes to depict the violence of many lyrics in reggaeton music.
I juni 2014 skrev Global Voices om kampagnen "Usa la razón" (Brug hovedet), hvor en gruppe colombianske fotografer iscenesatte voldsscener for at gøre opmærksom på den vold man støder på i mange af reggaeton-musikkens sangtekster.
They say that eight out of ten women who listen to the popular Latin American music genre feel mistreated by it.
Det skønnes at otte ud af ti kvinder der lytter til den populære latinamerikanske musikgenre føler sig krænket af den.
Reggaeton is a genre with roots in Caribbean music—a spin-off from Jamaican reggae with some hip hop influences.
Reggaeton er en genre med rødder i caribisk musik - en afart af jamaicansk reggae med indflydelse fra hiphoppen.
Its lyrics tend to be about social criticism, love, and the ordinary problems of daily life.
Sangteksterne beskæftiger sig for det meste med emner som samfundskritik, kærlighed og dagligdagens små problemer.
Usa la razón recently released several new images, posted on its Facebook page, that—very graphically—showcase the violence described in the lyrics of several very popular songs that are often performed in public, presumably without much thought about the words' abusive meaning.
"Usa la razón" offentliggjorde for nylig adskillige nye billeder på Facebook, der - meget malende - viste de overgreb, der bliver beskrevet i flere meget populære sange, som ofte bliver fremført for et stort publikum uden hensyntagen til ordenes grove betydning.
"Do you feel what you sing?" asks the Colombian student campaign against messages in reggaeton.
“Lægger du mærke til, hvad du lytter til?” spørger den colombianske studenterkampagne, der kritiserer budskaberne i reggaetonmusik.
Usa la razón's Facebook page links to an article on the blog Pencil and Paper, which argues that not all lyrics in reggaeton music contain violent messages, and tries to explain why some artists resort to this kind of language.
"Usa la razón"s Facebookside linker til en artikel på bloggen Pencil and Paper, der påpeger, at det ikke er alle sangtekster inden for reggaeton, der rummer voldelige budskaber, og den prøver samtidig at forklare årsagen til hvorfor nogle kunstnere tyr til denne sprogbrug.
To be fair, not all the reggaeton lyrics are necessarily mean, cruel, and encourage abuse and violence towards women.
Selvfølgelig er ikke alle reggaeton-tekster nødvendigvis ondskabsfulde og opfordrer til misbrug og vold mod kvinder.
In some of them, we find situations inherent to our human condition .
I nogle af dem finder vi også situationer der er en del af vores menneskelige vilkår. (...)
So, to be fair, people who write those lyrics—usually the same people who sing them—are human beings who, just as us, need to liberate, purify, or clean their existence from fears, prejudices, disillusionment, sadness, and so on, that dwell in their souls.
Så retfærdigvis skal det siges at de mennesker der skriver teksterne - som for det meste også er dem, der synger dem - er mennesker, der ligesom alle andre har et behov for at udtrykke sig og få afløb for sider af tilværelsen såsom frygt, fordomme, skuffelse, sorg og andre ting, der ligger dem på hjerte.
They also need to free themselves.
De har også brug for at afreagere.
In fact, they probably have this compulsion more than the average person, and their writing is an important “catharsis” for them, making their self-expression quite unique.
Faktisk har de formodentlig et endnu større behov for det end andre, og deres tekster er en nødvendig åndelig renselse for dem, der gør deres selvudfoldelse ret unik.
In my bed, I put it by the center, I take her and I subdue her by hers.Image taken from the "Use your head" campaign's Facebook page.
I min seng, jeg stikker den ind i midten, jeg overmander hende og tager hende. Billede taget fra "Brug hovedet"-kampagnens Facebookside.
The campaign has being also using Twitter to spread the descriptive images.
Kampagnen har også brugt Twitter til at udbrede de sigende billeder.
If you keep that attitude, I'm going to rape you.
Hvis du fortsætter med den indstilling, så voldtager jeg dig.
So, stop the rebellion.
Så hold op med at sætte dig imod.
One of women's biggest fears: being raped.
En af de ting, kvinder er mest bange for: at blive voldtaget.
If at that last minute, any hole gets milk out, she tells me that on her face I shall spill it.
Hvis der i sidste øjeblik kommer mælk ud af nogle af hullerne, siger hun, at jeg skal hælde det i hovedet på hende.
Do you feel what you listen to?
Lægger du mærke til, hvad du lytter til?
Use your head: campaign against the messages in reggaeton.
Brug hovedet: kampagne mod budskaber i reggaeton.
If you keep that attitude, I'm going to rape you.
Hvis du fortsætter med den indstilling, så voldtager jeg dig.
So, stop the rebellion.
Så hold op med at sætte dig imod.
Do you feel what you listen to?
Lægger du mærke til, hvad du lytter til?
Use your head: campaign against the messages in reggaeton.
Brug hovedet: kampagne mod budskaber i reggaeton.
She has me sweating as a lunatic, I'm maniac, it's critical.
Hun får mig til at svede som en afsindig, jeg er vanvittig, det er alvorligt.
Do you feel what you listen to?
Lægger du mærke til, hvad du lytter til?
Use your head: campaign against the messages in reggaeton.
Brug hovedet: kampagne mod budskaber i reggaeton.
She likes sushi, but made out of very hot meat, and she feels it.
Hun kan godt lide sushi, men det skal være lavet af meget varmt kød, så hun mærker det.
She is a real crazy bitch.
Hun er en rigtig gal kælling.
Hot meat.
Varmt kød.
Puppets who can't move the neurons but the butt.
Marionetdukker, der kun kan bevæge bagdelen, men ikke har nogen brikker at rykke rundt med.
Do you feel what you listen to?
Lægger du mærke til, hvad du lytter til?
Just use your head when listening to reggaeton lyrics, and you'll be sick.
Prøv at bruge dit hoved, når du lytter til reggaeton-teksterne, så får du det dårligt.
What did our male-chauvinist fathers used to listen?
Hvad plejede vores mandschauvinistiske fædre at lytte til?
Violence against women comes from many centuries ago...
Vold imod kvinder går mange århundrede tilbage…
On Facebook, a female user says:
På Facebook skriver en kvindelig bruger:
there are many forms of abuse and violence in our media: violent novels, men who won't leave women alone in the streets, pestering them with stupid and vulgar catcalling, harassment at the workplace, inequality in salaries and pensions.
Der er mange forskellige former for misbrug og vold i medierne nu til dags: voldelige romaner, mænd, der ikke lader kvinder gå i fred på gaden og forulemper dem med dumme og vulgære tilråb, chikane på arbejdspladsen, ulighed i løn og pension.
The list goes on.
Listen er lang.
No one campaign is enough, but it's a start.
Én kampagne er ikke nok, men det er en begyndelse.
Another Facebook user offered the following controversial comment, supplying (unintentionally perhaps) evidence that the campaign against violent lyrics has a long way to go:
En anden Facebookbruger bidrog med følgende kontroversielle kommentar og pointerede dermed (måske uden at ville det), at kampagnen mod voldelige sangtekster har lang vej igen:
Unfortunately, this sexual violence has an accomplice: women themselves...
Desværre har den seksuelle vold en medskyldig: Kvinderne selv...
Peru's Congress Censures Prime Minister Ana Jara in the Throes of Domestic Spying Scandal · Global Voices
Den peruanske kongres afsætter ministerpræsident, Ana Jara, efter spionageskandale
Ana Jara during the 2015 congressional budget approval hearing.
Ana Jara under sessionen for godkendelses af 2015-budgettet.
Image from Flickr (CC BY-NC-SA 2.0).
Billede fra Flickr (CC BY-NC-SA 2.0).
On March 30, Peru's Congress voted to censure Prime Minster Ana Jara Velásquez, in the wake of recent disclosures of inappropriate information-gathering by the country's intelligence agency, known as the Dirección Nacional de Inteligencia (DINI). According to newspaper sources, DINI spied on domestic targets including members of Congress, business executives, politicians and journalists.
Mandag aften, den 30. marts, afsatte Perus kongres formanden for Ministerrådet, Ana Jara Velásquez, efter skandalen som opstod, da det kom frem, at Den Nationale Efterretningstjeneste havde overvåget diverse parlamentsmedlemmer, erhvervsdrivende, politikere og journalister, ifølge avisen Perú21.
The motion to censure was brought in response to the Prime Minsister's "failure to duly investigate, denounce and sanction those accused of committing illegal acts within the DINI."
Mistillidsvotummet fremsættes “for ikke at have undersøgt, anklaget og/eller sanktioneret - i det omfang hun burde - de som har begået ulovligheder inden for Den Nationale Efterretningstjeneste”.
Ms. Jara, an ally of President Ollanta Humala, insisted that the agency's reporting was in keeping with publicly available information. She wrote on Twitter:
Jara selv udtrykker sig på denne måde på sin Twitterprofil:
I am grateful to our Lord JESUS for having given me the opportunity to serve my country in the Executive branch!
Jeg takker Jesus for at have givet mig muligheden for at tjene mit land.
It is an honor that this Congress has CENSURED me. By a vote of 72 votes in favor, 42 votes against, and two abstentions, Jara was removed from office.
Det er en ære at blive afsat af denne kongres.
The Fuerza Popular, Concertación Parlamentaria, PPC-APP, Dignidad y Democracia and Solidaridad Nacional parties all voted against Jara. Renowned Peruvian author and Nobel prize laureate Mario Vargas Llosa, a vocal supporter of President Humala during the 2011 general election campaign, sent a letter to Ms Jara "congratulating her" for having been censured by the congress.
Den peruanske forfatter og Nobelprisvinder, Mario Vargas Llosa, som støttede præsident Ollanta Humala under præsidentvalget i 2011, adresserede tirsdag den 31. marts et brev til den afsatte ministerpræsident, hvor han “lykønsker” hende for at være blevet afsat af kongressen.
Ms. Jara later published the note on Twitter:
Jara lagde forfatterens lille brev ud på sin Twitterprofil:
Dear Ana: I respectfully submit these lines to you not as an expression of my condolences but rather to congratulate you for having received by way of censure an involuntary homage on the part of Congress.
“Kære Ana. Disse linjer er ikke for at kondolere, men tværtimod for at lykønske dig med at være blevet tildelt denne ufrivillige ære af kongressen, det er at blive afsat.”